11 år med boligsalg i Rødding

Af Helle Lenschow - Tirsdag d.4 August 2020 - Kl.11:41

Den 1. august var det 11. år siden, at Kurt Skottenborg startede sin virksomhed Skottenborg i Rødding. Han ønskede at hjælpe boligejere, som havde svært ved at sælge deres boliger.

Som noget nyt har Kurt Skottenborg fået til opgave at salgsmodne liebhaverboliger, som ligger i prislejet 6 til 17 millioner. Foto: Ove Nielsen.

11 år med boligsalg i Rødding
Den 1. august var det 11. år siden, at Kurt Skottenborg startede sin virksomhed Skottenborg i Rødding.
Han ønskede at hjælpe boligejere, som havde svært ved at sælge deres boliger. I starten var det også Kurt Skottenborg selv, der gennemførte de nødvendige udbedringer, mens han i de senere år har fokuseret sine kræfter på vejledning af boligejeren.
- Vi har specialiseret os i boliger, der har været til salg i mange år, og som derfor til sælgers frustration har fået ’liggepest’, fortæller Kurt Skottenborg. 

Billige ændringer kan gøre forskellen
Allerede fra starten i 2009 lykkes det for Kurt Skottenborg at hjælpe boligejeren med at sælge såkaldt usælgelige huse med ’liggepest’. Og oftest skal der ikke de store investeringer til. Faktisk anbefaler han, at folk også er påpasselige med at kaste for mange penge i et hus, de skal til at sælge. Men mindre beløb til maling og småreparationer har ifølge Kurt Skottenborg til gengæld en stor effekt.
- Når jeg tager ud til en bolig, oplever jeg, at små, billige ændringer kan gøre en stor forskel. Noget så simpelt som at få ryddet op både ude og inde er helt afgørende for, om potentielle købere overhovedet vil se huset, forklarer Kurt Skottenborg. 

Hjælp inden salg
I stigende grad kommer Røddings ’I hus til halsen’-ekspert ud til husejere, som ønsker hjælp før huset sættes til salg. Og det hænger sammen med, at boligejerne godt ved, at det er vigtigt, at boligen ikke ligger for længe på markedet med risiko for ’liggepest’. For selvom huset tages af markedet igen, så kan digitale platforme i dag tydeligt fortælle, hvor længe et hus har stået til salg. Også i denne type sager handler det om at vejlede sælgeren til et hurtigt salg. 

Fokus på liebhaverboliger
Som noget nyt har Kurt Skottenborg fået til opgave at salgsmodne liebhaverboliger, som ligger i prislejet 6 til 17 millioner og der med et stykke fra de 300.000 og op efter, som han har flest af. 
- Jeg kommer jo en del rundt i landet og hjælper mange boligejere. Og dermed bliver min virksomhed også mere kendt og anerkendt. Derfor får jeg nye typer opgaver ind, forklarer han og oplyser, at han p.t. vejleder liebhaverkunder i Sydjylland og på Fyn og Sjælland.

Travlhed og corona
Da Danmark lukkede ned, valgte Kurt Skottenborg at sætte alle salgsmøder på standby af hensyn til smitteforebyggelse. Siden dengang har han primært løst praktiske opgaver og holdt ferie. Alligevel har han tydeligt kunne mærke, at der har været gang i boligmarkedet og især i sommerhussalget.
Selv er han startet op igen og har sørget for indkøb af blandt andet mundbind, hvis smittetrykket stiger yderligere og dette værnemidler skulle blive nødvendigt.  

Husk at du sælger en drøm
Sluttelig kommer Kurt Skottenborg med en opfordring som alle boligsælgere bør have i baghovedet uanset, hvilket type bolig de sælger. 
- Sælgeren skal huske på, at det ikke bare er et hus, man sælger: Det er en drøm, der skal sælges! Køberen skal kunne se sig selv i huset og drømme om, hvordan livet kan udforme sig i netop dette hus, opfordrer han afslutningsvist.