28 juniorpraktikanter tog arbejdshandskerne på i Dagli´Brugsen i Balling

Af Susie Bjerggaard Jensen - Tirsdag d.7 Juni 2016 - Kl.10:39

Torsdag i sidste uge vrimlede det med elever fra Balling Skole i Dagli´Brugsen i Balling.

Der blev lavet en turnusrunde ved kassen, hvor alle fik lov til at prøve at ekspedere kunder.

Torsdag i sidste uge vrimlede det med elever fra Balling Skole i Dagli´Brugsen i Balling, som skulle prøve kræfter med, hvordan det er at arbejde i en dagligvare butik. 28 juniorpraktikanter fra femte klasse tog deres indtog i forretningen frem til middag, hvor de fik lov til at udføre en lang række arbejdsopgaver. Med sig havde de deres klasselærer, som skulle være med til at holde styr tropperne.
- Formålet var, at eleverne skulle prøve, hvordan det er at arbejde her i Brugsen. De blev alle delt op i grupper med fem i hver, og fik så uddelt hver deres arbejdsopgaver. Én af grupperne fik til opgave at skulle lave sandwich til dem alle sammen. Ved kassen blev der kørt en rotationsrunde, hvor alle fik lov til at betjene kunder. Her var de i trykke hænder ved vores erfarne kassedame Britta Poulsen, fortæller brugsuddeler Mikkel Janum.
Der blev arbejdet hårdt, og eleverne kunne til Spøttrup Ugeavis fortælle, at de synes, det var rigtig sjovt at være i butikken. Avisens udsendte kunne da også konstatere, at de unge poder kastede sig over opgaverne med stor energi. Da arbejdet i butikken var overstået, blev der holdt en velfortjent pause, hvorefter Dagli´Brugsens uddeler fortalte om Brugsen og dens historie. Han sluttede af med at fortælle om tyveri og konsekvenserne derved.
- De var så gæve og gode til at arbejde. Jeg sagde til dem, at den energi de har, skulle de tage med tilbage til skolen, så ville de uden tvivl få ene 12 taller. Da jeg sluttelig spurgte dem, om nogle kunne tænke sig at få arbejde her engang, rakte alle hånden op, fortæller Mikkel Janum.
Det har uden tvivl været en god og oplevelsesrig dag for de unge mennesker, som nu kan godte sig af, at de i hvert fald ved, hvad det vil sige, at arbejde i en dagligvare butik.