500 borgere modtog folkegave i Skive

Af Helle Lenschow - Tirsdag d.2 Juni 2015 - Kl.10:24

Omkring 500 borgere lyttede til politikerdebat om yderområdernes fremtid, da de verdenskendte arkitekter fra Bjarke Ingels Group, BIG, præsenterede folkegaven BIG Blue Skive 2040 i KulturCenter Limfjord forleden, og projektet vakte begejstring hos de fremmødte.

Borgmester Peder Christian Kirkegaard takkede for folkegaven. 

Af Jan Sand
Omkring 500 borgere lyttede til politikerdebat om yderområdernes fremtid, da de verdenskendte arkitekter fra Bjarke Ingels Group, BIG, præsenterede folkegaven BIG Blue Skive 2040 i KulturCenter Limfjord forleden, og projektet vakte begejstring hos de fremmødte. Projektet indeholder blandt andet et kulturhus kaldet Blue House placeret ude i fjorden, boliger med store vinduespartier frithængende ud over åen, et spirallignende udkigstårn placeret ved stien, som løber gennem ådalen - for blot at nævne nogle af Bjarke Ingels Groups mange bud på, hvordan Skive kan se ud i 2040. 
BIG Blue Skive 2040 er en folkegave, som SparVest Fonden har foræret til byen i anledningen af sit 25 års jubilæum. Formålet med BIG Blue Skive 2040 er at gøre Skive mere attraktiv for nye borgere.
Det er Å-plansudvalget, der har taget initiativ til BIG Blue Skive 2040. Å-plansudvalget er et lille hurtigarbejdende udvalg, nedsat af Byudviklingsudvalget, med det formål at fokusere på udvikling af Å-planen. Udvalget består af advokat Anders Jessen Schmidt, arkitekt Dorte Sigh, institutionsleder Leo B. Rasmussen og byrådspolitiker Bolette Dahl Pedersen.
Bjarke Ingels Group, BIG, har skabt markante byggerier i såvel Danmark som resten af verden. Virksomheden har over 170 ansatte med beliggenhed i København & New York. BIG har gjort sig bemærket med projekter som 8Tallet, VM-bjerget og Sjakket. BIG har høstet national og international anerkendelse, blandt andet har arkitektgruppen vundet konkurrencen om den danske pavillon til verdensudstillingen i Kina 2010. 
Præsentationen bød også på paneldebat med Per Christiansen, kendt fra sin tid som altid troværdig nyheds oplæser på TV2, og i dag vejrvært på samme kanal, som ordstyrer. Debatten omhandlede et Danmark i forandring, og de udfordringer det giver i områder uden for de store byer. Panelet bestod af politikerne Karin Gaardsted (S), Andreas Steenberg (R), Inger Støjberg (V), Lars Dohn (Ø), folketingskandidat Signe Munk (SF), viceborgmester i Skive Preben Andersen (O) og borgmester Peder Christian Kirkegaard.