Både ældre og børn får glæde af sansehave

Af Helle Lenschow - Mandag d.13 Juni 2022 - Kl.15:58

Den tidligere gårdhave er i fuld gang med at blive omlagt.


Jette Vestergaard i haven, hvor anlægsfolkene lige nu arbejder.

Økonoma Jette Vestergaard har arbejdet ni år på Balling Plejecenter, og i løbet af de år, er hun blevet tiltagende trist over centrets gårdhave. Bedst kunne den beskrives som tilgroet og mindre indbydende, men nu sker der ting og sager på centret. Den tidligere gårdhave er nemlig i fuld gang med at blive omlagt til en demens- og sansehave, og hertil kommer, at byens dagplejere også er begyndt at bruge den lukkede gårdhave.

- Jeg kunne simpelthen ikke holde ud at se på den gårdhave mere. Vi har tit snakket om, at vi skal have gjort noget, men i en travl hverdag tager den ene dag jo den anden. Jeg tog derfor initiativ og kontaktede i første omgang de lokale dagplejere. Jeg tænkte, at både beboere og børn - og os ansatte - kunne have glæde af, at børnene kom og brugte haven. Da den er lukket, er den også tryg for børnene at færdes i. Det ville dagplejerne gerne, og det har simpelthen skabt sådan et liv og glade dage, siger Jette Vestergaard til ugeavisen.

Men når man først er gået i gang, så er det ikke let sådan bare lige at stoppe igen. Jette Vestergaard gik derfor i gang med at søge penge hjem til en demens- og sansehave på centret, og indtil nu har hun skaffet cirka 200.000 kroner til projektet. Både Sparvest Fonden, Rent Liv Puljen og en lang række lokale erhvervsdrivende samt sparekasser har givet penge til haven, som BJ Anlæg & Vedligehold ApS lige nu er ved at anlægge i gårdhaven. Da avisen besøger centret arbejdes der således med en stor sandkasse til børnene. 

- Vi har plantet flere af bedene til. Vi mødtes efter arbejde og plantede, Rent Liv-udviklingskonsulent Lisbeth Vestergaard Lauridsen fra kommunen har hjulpet os med at vælge planter og med, hvor de skal sættes. Hun var også med til at plante, siger Jette Vestergaard.

Der er planer om at søge endnu flere penge hjem, og projektet stopper bestemt ikke, når del 1 står færdig i løbet af sommeren. Da vil der være bænk, sten med vand hvor man kan dyppe tæerne, markise til skygge på solrige dage, højbede med radiser og jordbær samt adgang til haven i kørestol eller med rollator.

Der er indvielse af den nye demens- og sansehave, når den står klar.