Balling-Spejdernes ulve vinder igen

Af Helle Lenschow - Mandag d.13 Juni 2022 - Kl.15:55

Det var naturligvis nogle stolte spejdere, der bragte trofæet hjem


De stolte spejdere - Silas, Caroline og Andreas.

Forleden deltog Balling Spejderne i den årlige distriktsturnering for ulve og bævere i Vestlimfjord Distrikt. Distriktsturneringen blev afholdt på distriktets lejrplads Sundhøj tæt ved Glyngøre. Dagen bød på et løb med mange poster rundt på lejrpladsen. De yngste, bæverne, havde deres egen bæverturnering, mens ulvene deltog i ulveturneringen. Undervejs skulle spejderne forbi en række forskellige poster og løse forskellige opgaver. Både for ulve og bævere var løbet lavet omkring Emil fra Lønneberg som tema, og de skulle undervejs prøve nogle af alle de skarnsstreger, Emil fra Lønneberg kunne finde på. 

Sidste år vandt ulvene, der kaldte sig for ”De røde løver,” for bedste udførelse af opgaverne på posterne og var kun 1 point fra også at vinde i ”turn-out”, som er en vurdering af en patruljes generelle opførsel samt evne til at samarbejde og give plads til hinanden. I år var de ”De røde løver” kun repræsenteret med tre af spejderne, men alligevel kom de på førstepladsen i ”turn-out” ved at være nogle få point bedre end andenpladsen. I selve udførelsen måtte de i år se sig slået med 1 point af en anden ulvepatrulje fra en anden spejdergruppe.

Vandrestanderen, som ”De røde løver” havde hjembragt sidste år, måtte derfor afleveres til en anden spejdergruppe, der nu passer på den indtil næste distriktsturnering. Til gengæld fik ”De røde løver” et skjold med hjem til at sætte på gruppens stander.
Hjemme igen ved spejderhytten i Balling var det naturligvis nogle stolte spejdere, der kunne vise det hjembragte trofæ frem for forældrene. Og til spejdermødet ugen efter blev de belønnet med is. Det er naturligvis ikke kun ulvene, der er stolte – det er deres ledere også!