Betonstøv skal helt væk fra historisk kirke

Af Helle Lenschow - Mandag d.21 December 2020 - Kl.9:06

Lihme Kirke håber at være klar til jul

Lige nu må du nøjes med at se kirken udefra, men smuk er den. Foto: www.roeddingkirke.dk.

Lihme Kirke er fortsat lukket for gudstjenester, selvom det meste af den betonstøv, der har været i kirken siden oktober er fjernet. Kirken skal nemlig først rengøres af folk fra Nationalmuseet, før den igen må tages i brug.
Der er begrundet håb om, at det kan ske den 22. december, hvor julen synges ind, og at julen kan fejres i det gamle kirkerum.
Betonstøvet stammer fra et arbejde i kirken med en vinkelsliber, og siden har kirken været igennem en større rengøring. Regningen for dette er overgivet til forsikringen, og det endelig beløb kendes endnu ikke.
Det meste støv er væk, men da Lihme Kirke er en af landets ældste kirker og et stykke kulturarv, kommer der nu et hold særlige rengøringsfol fra Nationalmuseet for at sikre, at alt er rengjort, som det skal og for at give kirkerummet en eventuel sidste ekstra rengøring.

Historisk kirke
Lihme Kirkes særlige status skyldes blandt andet, at kirken i dag står næsten, som den stod i middelalderen. Kun kirkens vestende fremtræder i dag væsentligt anderledes end i middelalderen, og det er derfor en utrolig velbevaret kirke. Samtidig er kirken bygget under engelsk påvirkning, og dens stil er derfor noget lig unik.
Indtil du igen kan besøge kirken indvendig, kan du aflægge den et besøg udenfor. Her er mange spændende detaljer at gå på opdagelse mellem. Hvis du går rundt om kirken, kan du for eksempel se den tidligere kvindedør mod nord. Den er i dag blændet, men indramningen ses tydeligt i muren og er et fint stykke stenhuggerarbejde. Netop de udhuggede sten, som kirken er så rig på, er med til at gøre det til en helt speciel oplevelse. I stenene på kirken kan du blandt andet se de gådefulde stenhoveder, der uudgrundeligt stirrer mod vest fra tårnets mur.