Blå Flag blev hejst ved Ålbæk Strand

Af Helle Lenschow - Tirsdag d.12 Juni 2018 - Kl.8:44

Lørdag sørgede Spøttrup Turistforening for, at Det Blå Flag blev behørigt hejst ved Ålbæk Strand for cirka 75 voksne og børn.

Borgerne hyggede sig, da flaget blev hejst. Her ankommer det på behørig vis i egen hestevogn.

Lørdag sørgede Spøttrup Turistforening for, at Det Blå Flag blev behørigt hejst ved Ålbæk Strand for cirka 75 voksne og børn.
Flaget blev på fornemste vis kørt til stranden af John Sørensen fra Håsum i den smukkeste hestevogn og overrakt til Spøttrup Turistforening  af repræsentant for Friluftsrådet Anni Oppelstrup, der i sin tale fortalte om kriterierne for og det flotte ved at blive anerkendt til at modtage flaget.
Flaget gled til tops, mens der var stor interesse for både at prøve havkajakkerne i det flotte sommervejr og for at høre om og se de krabber, rejer, hundestejler og andre dyr, som Jesper fra Fur Museum havde indfanget til glæde for både børn og voksne.
Børnene gik på skattejagt i sandet efter isbeviser, der blev kørt mange ture i hestevognen, lige som der blev drukket kaffe, snakket, hygget og badet.

Alt i alt en succesrig dag for flaghejsningen.