Børn hyggede i Oddense

Af Helle Lenschow - Tirsdag d.10 Juli 2018 - Kl.9:05

Forleden havde Forældrerådet i Oddense Idræt inviteret til aktivitet og hygge for alle på Oddense Stadion.

Sæsonen sluttede i flot stil med hygge og samvær.

Forleden havde Forældrerådet i Oddense Idræt inviteret til aktivitet og hygge for alle på Oddense Stadion. Der var mulighed for at børn, unge og voksne kunne prøve kræfter med nogle lidt anderledes aktiviteter. De ældste skulle dyste i Lacrosse, mens mellemgruppen skulle prøve rundbold med amerikansk fodbold og sten/saks/papir stafet. For de yngste var der sækkeløb og minifodboldgolf. 
30 børn og lige så mange forældre deltog på denne dejlige solbeskinnede eftermiddag. Der blev gået til aktiviteterne med masser af gejst, og alle fik smil på læben og sved på panden.
Bagefter blev der tændt op i grillen, så den medbragte mad efterfølgende kunne nydes i hyggeligt samvær. 
Arrangementet fungerede samtidig som fodboldafslutning, så trænere og fodboldudvalg stillede op som dommere på de forskellige aktiviteter. Efter maden kunne fodboldudvalget overbringe medaljer til alle unge fodboldspillere som tak for en god sæson.