Børnebog fra lokale Ivan Andersen

Af Thomas Rosenkrands - Tirsdag d.30 Juli 2019 - Kl.11:30

Tidligere lærer Ivan Andersen fra Krejbjerg har netop udgivet sin første børnebog.

Tidligere lærer Ivan Andersen fra Krejbjerg har netop udgivet sin første børnebog. Foto: Ivan Andersen.

Tidligere lærer Ivan Andersen fra Krejbjerg har netop udgivet sin første børnebog.
Han fortæller, at det længe har været hans ønske at producere en børnebog, og at han nu har udarbejdet en bog, der opfylder de ønsker, han har gået med. Ivan Andersen understreger, at han selv har haft ansvaret for hver en detalje i bogen, lige fra tekst og billeder til layout af bog og omslag. Bøgerne bliver trykt i takt med efterspørgslen og kan bestilles i de fleste online-boghandler og hos alle fysiske boghandlere.
Helt alene har han dog ikke været, idet han i sin familie har fundet inspiratorer, vejledere og korrekturlæsere.
Om bogen fortæller Ivan Andersen: I Natursmut tager Liv og hendes venner børnene med ind i naturens fantastiske verden, og med rim og farverige illustrationer taler den til deres fantasi.
Dyr og vækster vokser ud af siderne og inspirerer til, at børnene selv går på opdagelse i den natur, der er lige omkring dem. Bogen giver anledning til samtale om evigt aktuelle biologiske emner såsom liv og død, evolution, formering, biodiversitet og meget mere. Men den har ikke karakter af lærebog. Først og sidst er den tænkt som sjov, spændende naturinspiration for de mindre børn.
Ivan Andersen oplyser på sin hjemmeside, at Natursmut er den første af to naturbøger for børn. Den næste foregår i nærheden af vand: fjord, hav, sø og å.