Borgere bød pavillon velkommen tilbage

Af Helle Lenschow - Tirsdag d.10 Juli 2018 - Kl.9:07

Forleden blev den nye pavillon på Knud Strand indviet, og det var en fantastisk dag.

Der var mange mennesker til åbningen dagen igennem. Foto: Theodor Godsk.

Forleden blev den nye pavillon på Knud Strand indviet, og det var en fantastisk dag.
- Der kom rigtig mange mennesker hele dagen, og alt gik godt i forbindelse med indvielsen. Det er dejligt at se, så flot som pavillonen er blevet - både ude og inde, siger Poul B. Laursen, som er en del af den gruppe borgere, der har stået for at etablere en ny pavillon på stedet. Den gamle måtte rives ned, da den lå for tæt på kysten, og derfor var i fare for at styrte i vandet. 
Den nye forpagter Ellen Margrethe Sørensen glæder sig også til at komme igang i pavilonen, som hun har mange planer for.
- Min erfaring fra folkeoplysende arbejde, både som leder af Spøttrup Aftenskole og det lokale LOF men også hos FOF i Århus, kan jeg forhåbentlig også bruge her på Knud Strand. Jeg kan sagtens se pavillonen brugt til forskellige arrangementer - også foredrag, udstillinger og lignende. Desuden har jeg planer om at skabe liv her året rundt. Blandt andet med en vildt aften, efterårsaktiviteter for børnefamilier og julefrokost. Skulle der sidde nogle blandt læserne med gode idéer, så hører jeg dem rigtig gerne, har Ellen Margrethe Sørensen sagt til avisen forud for åbningen.
Pavilonen bliver en kombineret café og restaurant. Her kan du få en is, en kage, en kop kaffe eller et glas vin og en øl eller en lækker fiskeret. Desuden tilbyder stedet en brunch-tallerken og en frokosttallerken, og om aftenen er der tre hovedretter samt ostetallerken og dessert. 
Knud Strand Pavillon har åben hver dag i hele juli og august.