Borgerne trak i arbejdstøjet i Gyldendal

Af Helle Lenschow - Mandag d.10 April 2017 - Kl.9:06

Det naturskønne område er klar til den nye sæson.

Formanden bød velkommen til 17 hjælpsomme beboere.

Forleden havde bestyrelsen for Gyldendal Støtte- og Beboerforening indkaldt til frivillig arbejdsdag, hvor det rekreative område med stier, shelters og aktivitetsplads skulle gøres klar til den nye sæson.
- Det er altid med en vis spænding, at denne dag imødeses. Der er mange usikkerhedsfaktorer, så som vejret, hvor mange kommer der? Kan vi nå alle opgaver? siger formanden for Gyldendal Støtte- og Beboerforening Hans J. Thomsen.
Men formandens bekymringer blev igen i år gjort til skamme. April viste sig fra sin bedste side, lidt overskyet og køligt fra morgen af, men op ad formiddagen sol og let vind. Det var kort sagt perfekt vejr til en arbejdsdag. Omkring klokken ni begynder de frivillige medlemmer at møde ind. Hele 17 personer havde besluttet at stille deres arbejdskraft og tid til rådighed for den gode sags tjeneste i foreningen.
- Det er en fantastisk opbakning, og så glemmer man alle de mange timer, der er gået i det forgangne år med administrativt arbejde, bestyrelsesmøder, planlægning og hvad der nu sådan hører til det frivillige foreningsarbejde, siger Hans J. Thomsen.
Formanden bød velkommen, og opgaverne blev fordelt efter, hvad hver især kunne overkomme. Shelters skulle gøres rene og behandles med sæbe, så træværket bliver snavsafvisende og kan holde i mange sæsoner endnu. Stien rundt om søen blev gjort ren og fin, borde- og bænkesæt hentet fra vinteropbevaringen og sat op på de klargjorte fliser. Sansepladsen blev renset op og gjort klar til belægning med stenmel. Indgangsportalen, som er lavet af den lokale kunstner Ole Mynster Herold og markerer starten til Sanse- og Aktivitetspladsen, blev også renset og malet, lige som den store konkylie Nautilus, som er lavet af den lokale kunstner Poul Erik Nielsen, blev tømt for vand og fik nyt dræn.

Læs mere i avisen ...