Brugs uddeler ekstra penge til idrætten

Af Helle Lenschow - Tirsdag d.6 April 2021 - Kl.9:57

Forleden kunne Dagli’Brugsen i Rødding igen dele penge ud til Spøttrup Motion & Sport. I alt fik klubben 42.581,10 kroner at bruge på det lokale idrætsliv.

Claus Nielsen  og Martin Nautrup (i midten) fra Spøttrup Motion & Sport modtog forleden pengene fra Tommy Krog (th).

Pengene kommer fra de kunder, der tanker benzin eller diesel på brugsens OK-tank i Rødding, og som samtidig har deres OK-kort knyttet til Spøttrup Motion & Sport. Således opsparer kunderne 5 øre per liter, de tanker.
- Dette lyder måske ikke af meget, men når vi er 423 personer, der gør det, bliver det til mange liter. Sidste år blev der således tanket 407.432 liter, siger uddeler i Dagli’Brugsen i Rødding Tommy Krog.
Hvis kunderne også er tilknyttet OK el og mobiltelefoni er det faktisk hele 15 øre per liter, de opsparer, og i alt er der derfor blevet opsparet 32.754,68 kroner til klubben.         
Men det stopper ikke her. 
- Mange lokale foreninger har det ekstra svært for tiden, så OK og brugsen har besluttet os for, at vi giver 30 procent ekstra oveni, og derfor bliver beløbet i alt de 42.581,10 kroner inklusiv moms, siger Tommy Krog, der sender en tak til de mange, der tanker på den lokale stander, så der kan skabes støtte til det lokale idrætsliv.