Byfest i Krejbjerg

Af rj - Tirsdag d.24 Juni 2014 - Kl.10:50

Fra onsdag til lørdag har livet i Krejbjerg stået i byfestens tegn.




Onsdag startede man med den traditionsrige byfestgudstjeneste, torsdag dazuellerede man på boldbanerne og hyggede sig i teltet og lørdag var den store byfestdag, hvor man startede med optog fra det gamle mejeri og gik gennem byen til festpladsen, hvor mange aktiviteter og boder blev prøvet og benyttet. Også børnedyrskuet var igen i år velbesøgt af alle slags dyr,- og Valdemar El stillede gerne op til en selfie med tyren Benny. Flere af gæsterne påpegede åbenlyse familiære træk...



Benny og Valdemar...

Loppemarkedet var at finde i teltet, hvor der blev købt, solgt og byttet dagen igennem. Den årlige Krejbjerg-dyst havde 5 deltagende hold som til gæsternes store fornøjelse blev udsat for lidt af hvert - og de helt store grin kom frem da der blev dystet i sumobrydning. 



I forsamlingshuset kunne man se, vurdere og smage af de mange kager i bagekonkurrencen, som snildt gled ned med en kaffetår.
Om aftenen var der fest i teltet, hvor diskotek Nine-Star gjorde sit til at aftenen blev god og lang. 



Og som de øvrige byfester var de også i Krejbjerg rigtigt heldige med vejret, der helt sikkert trak ekstra mange deltagere til festlighederne.