Det ventede indbrudsboom på egnen er udeblevet

Af Helle Lenschow - Onsdag d.29 December 2021 - Kl.9:21

På papiret lignede genåbningen af Danmark i foråret næsten en invitation til åbent hus for langfingrede indbrudstyve.

Efter måneder med hjemmearbejde for borgerne på Skiveegnen og lange udsigter til mennesketomme hjem kunne tyvene igen se frem til bedre arbejdsbetingelser. Derfor frygtede GF Forsikring et regulært boom i antallet af indbrud. Men det medlemsejede forsikringsselskab kan nu med glæde konstatere, at tyvenes frygtede comeback er udeblevet. Sammenligner man antallet af anmeldte indbrud hos GF Forsikring i andet og tredje kvartal i 2020 med samme periode i år, er udviklingen på landsplan faktisk et lille fald på omkring 2 procent fra 459 til 451 skader. I 2019 var det sammenlignelige tal 600.
Tendensen er den samme på Skive-egnen. Sammenligner man antallet af anmeldte indbrud i beboelser hos Midt- og Vestjyllands Politi falder anmeldelserne fra 1442 i første halvår af 2020 til 1246 i samme periode i 2021. Per Haulund fra forsikringsselskabet opfordrer dog stadig til at huske det forebyggende arbejde, som er så afgørende for at holde ubudne gæster ude.
- Jo bedre, man kan få tyven til at tvivle på, om huset nu også er mennesketomt, jo bedre. Så det er vigtigt at sikre, at postkassen og affaldscontaineren ikke sladrer, at lyset eks. kan tænde og slukke automatisk, at der holder en bil i indkørslen. Det er alle de små ting til sammen, der gør forskellen. Her spiller naboer og venner tit en nøglerolle som hjælpere, siger han.
Er man uheldig at have haft besøg af tyve, så anmeld det med det samme til politiet. Derefter skal du huske at tage billeder af evt. skader som dokumentation, inden du kan gå i gang med oprydning og lave en liste over stjålne og ødelagte ting til forsikringsselskabet.





Nyheder

Persondatapolitik

Du kan downloade en APP til din
telefon/tablet, så fungerer det optimalt
når du skal læse avisen online.
Appen fåes til både
Iphone og Android