E-Sport skal på programmet

Af Helle Lenschow - Tirsdag d.7 Maj 2019 - Kl.11:17

Snart kan du også gå til E-Sport i Spøttrup.

Snart kan du dyrke E-Sport i Spøttrup Motion & Sport.

Er du vild med at spille computerspil, og vil du gerne dele oplevelsen med andre? Så er der godt nyt fra Spøttrup Motion & Sport. Her håber man at være klar med en ny afdeling i foreningen efter sommerferien, fortæller formanden Morten Bilstrup fra Spøttrup Motion & Sport.
- Det er E-Sport, der kommer på vores program. Vi har et udvalg, som er i gang med at sørge for den økonomiske del, da det jo kræver cirka 300.000 kroner at komme godt i gang. Der skal jo en hel del udstyr til, foruden det rent tekniske, så skal der jo være borde, stole, og ventilation og den slags skal være i orden, men vi har lokalet klar i Pulsen. Vi har også  instruktører på plads, og holdet kommer til at køre i DGI-regi, siger formanden.
Han forklarer, at det sociale vil være vigtigt for klubben. Her ønsker man, at medlemmer kan få nye venner og relationer i foreningen.
- Vi håber at E-Sporten kan tiltrække mange nye til vores forening, da det jo er en helt anden målgruppe for os, end dem vi har nu, siger Morten Bilstrup.
Klubben offentliggør starttidspunktet så snart det hele er på plads.

Læs mere i avisen ...