E-Sportklub på vej i Vestsalling

Af Helle Lenschow - Tirsdag d.11 December 2018 - Kl.8:34

Landsbyudvalget i Skive Kommune støtter en ny E-Sportklub i Balling med 50.000 kroner.

Klubben vil samle gamerne og skabe et fællesskab.

Landsbyudvalget i Skive Kommune støtter en ny E-Sportklub i Balling med 50.000 kroner. Bag klubben står Spøttrup Motion og Sport, som oplever, at der er en stærkt stigende tendens til at spille computerspil isoleret i hjemmet. Man ønsker derimod at muliggøre et fysisk fællesskab blandt unge i alderen 10 til 16 år. Ansøger lægger op til, at omkring en tredjedel af træningen vil være fysiske aktiviteter. 
Klubben får lokaler i Pulsen i Balling. Pulsen ligger ved siden af overbygningsskolen VSD Balling, som har elever fra hele Vestsalling, der rent geografisk dækker seks landsbyer. Det vil være en stor fordel for de unge, der bor langt ude på landet og som ikke har transportmulighed om eftermiddagen. Pulsen har også de idrætsfaciliteter der skal bruges i træningen. Pulsen stiller lokalet gratis til rådighed, mod at Spøttrup Motion og Sport ombygger og indretter det til formålet. Klubbens lokale indrettes med plads til 11 kraftige, stationære pc’er, koblet på et hurtigt og stabilt netværk. Også unge hvis forældre ikke har råd til det dyre udstyr derhjemme, vil kunne være med i klubben. 
Spøttrup Motion og Sport, håber at kunne tilbyde E-sport i Balling fra april 2019.