Efterskoler holder åben hus

Af Helle Lenschow - Tirsdag d.5 Januar 2016 - Kl.12:07

Den 13. januar er der Efterskolernes Aften, og her kan du få et godt indblik i de mange lokale efterskolers dagligdag og tilbud.

Den 13. januar er der Efterskolernes Aften, og her kan du få et godt indblik i de mange lokale efterskolers dagligdag og tilbud. På Efterskolernes Aften er der åbent hus på efterskoler i hele landet, og hvis du ikke kan denne dag, så husk, at du altid er velkommen til at kontakte en efterskole og aftale besøg på et andet tidspunkt, som passer dig.
I 2015 var der 249 efterskoler i Danmark, og de har et samlet elevtal på over 28.000 elever, oplyser Efterskoleforeningen på sin hjemmeside. Den første efterskole - eller ”højere bondeskole” - blev grundlagt i Ryslinge på Fyn i 1851 af Kristen Kold og inspireret af Grundtvig. Grænsen mellem efterskole, ”dagefterskole” og højskole var flydende men efterhånden blev 18 år grænsen mellem efter- og højskole. I 1874 blev en række efterskoler lavet som kostskoler nær den daværende tyske grænse med skoletilbud til unge fra dansksindede i Slesvig/Tyskland. Fordi skolerne var kostskoler, skulle eleverne ikke krydse grænsen til og fra skole, og sådan startede den model med at bo på efterskolen, som vi kender i dag. Galtrup Efterskole i Erslev på Mors blev startet i 1879, og skolen er i dag den ældste eksisterende efterskole. I 2009 fik Grønland også sin første efterskole.