Et lille minde fra dåben til både barn og forældre

Af Ture Damtoft - Tirsdag d.13 Juni 2017 - Kl.8:34

De nyfødte og forældrene skal have et lille minde med hjem fra barnedåben.

Sådan en hjemmestrikket dåbsklud i bomuld er nok mere behagelig end én i papir eller stof, men det er den kristne næstekærlighed fra menigheden, og mindet om dagen, som er det vigtigste med de strikkede klude.

De nyfødte og forældrene skal have et lille minde med hjem fra barnedåben. Det er tanken hos syv kvinder, der i sidste uge mødtes for at strikke dåbsklude. Det er menighedshuset i Balling-Volling-Krejbjerg-Oddense-Otting Pastorat (BVKOO), der ligger lokaler til, når de syv magnifikke kvinder mødes.
- Tanken hos os er, at der fra næste dåb i en af vore kirker vil blive brugt en strikket serviet/ klud. Denne får dåbsforældrene med hjem sammen med det dåbslys, der har været tændt under dåben, siger Kirsten Skjøtt Kjær, der er en af bagkvinderne.
Idéen opstod ud fra en artikel i Menighedsrådenes Blad. Her fortalte præst Ann Maj Lorenzen fra Djursland om det at strikke og bruge en dåbsklud til at duppe dåbsbarnets hoved med, i stedet for at man bruger en papir- eller stofserviet. Ifølge kvinderne i BVKOO er dette en idé, der har grebet om sig, så der i mange sogne sidder venlige mennesker og strikker klude i bomuldsgarn med et kristent motiv. 
I sidste uge gik arbejdet så i gang i Vestsalling, og der var mange opskrifter og endnu mere garn, som strikkerne kunne gå i gang med. Koncentrationen og hyggen var så intens, at der næsten ikke var tid til kaffe, og der blev ikke snakket ret meget. Det blev der så bagefter, da man skulle vise og se, hvad hinanden havde lavet. 
De har allerede aftalt at mødes igen den 20. juni og 4. julie, og alle interesserede er velkomne til at være med til at lave de små mementoer til dåbsbørnene og deres forældre.