Et nyt centrum i Vestsalling

Af Ture Damtoft - Onsdag d.19 April 2017 - Kl.8:50

Lihme har fået et ansigtsløft til glæde for både lokale og turister.

Selvom blæsten gik i mikrofonen gik roserne og takketalerne igennem fra Claus V. Mikkelsen, Dorte Dalsgaard og Peder Christian Kirkegaard.

Borde og stole var sat frem på torvet, grillkullene ulmede, fadølsanlæget var klart og kaffen og kagen afleveret da Lihme fejrede sig selv sidste lørdag. Planlægningen gik igang i 2009 og arbejdet i 2013. Efter fire års hårdt arbejde og tolv afsluttede projekter er byfornyelsen afsluttet for nu.
Den officielle del blev holdt på den nye grønne allé, hvor henved 200 mennesker var mødt frem. 
Formanden for borgerforeningen, Claus V. Mikkelsen, var tydeligt tilfreds, og sørgede for at få sagt tak til alle de aktive borgere, som har hjulpet til.
- Vi fejrer afslutningen af et langt sejt træk. Borgerne har helt sikkert sikret ejerskab, forankring og tilfredshed med løsningerne. Vi har været uenige i nogle forslag, men det er også vores styrke og viser engagement. I den kommende tid, skal vi lægge skinnerne ud for de næste mange års udvikling, men nu skal vi fejre, at vi er kommet i mål, sagde Claus V. Mikkelsen i en forblæst mikrofon, hvor man alligevel kunne høre hans store tak til alle, og især fonde og sponsorer som har støttet med de penge, der skulle til for at realisere projekterne.
Formanden for Lihme Støtteforening, Dorthe Dalsgaard, fremhævede samarbejde og gevinsterne ved byfornyelsen i hendes tale.
- Vi har fået Lihme til at blive centrum, og har alle følt at vi har været med. Vi er blevet overbevist om, at vi kan, og med Claus i spidsen sker der noget. Problemer er blevet til løsninger, og det har været en fornøjelse at arbejde med. Udviklingen, hvor man kan finde noget spændende i området, gør Lihme attraktiv og gør, at vi kan sælge vores huse, hvis det skulle blive nødvendigt, sagde Dorte Dalsgaard. 

Læs mere i avsen ...