Familiehygge for alle aldre i Lem

Af René Jannick/Vagn Lykke - Tirsdag d.26 August 2014 - Kl.11:51

På trods af et tidsmæssigt sammenfald med mange andre arrangementer i området i weekenden, var det alligevel lykkedes Lem Kulturnetværk at samle et pænt fremmøde på den årlige familiehyggedag, der blev afholdt i og omkring Kulturhuset i Lem.




Vagn Lykke fra Kulturnetværket var forståelig nok tilfreds med tilslutningen til familiehyggedagen, som de seneste 3 år har været afløser for en egentlig „byfest“ i Lem. Og dagen bød på lidt for alle aldre - og ikke mindst indbød den til at gøre tingene sammen - på tværs af aldre.



Men der var også plads til lidt action: For de modige - og adrætte - var der mulighed for at prøve trickcykler på en bane, hvor man bruger forskellige forhindringer til sine øvelser. Midt på eftermiddagen overtog Bispens drabanter - som hører til på Spøttrup borg - scenen og viste mand-til-mand- kamp, og i dagens opvisning blev der virkelig gået til den.



Det eneste der ikke helt var styr på - var vejret... Det havde bestemt sig til at „vise sig“ på forskellig vis - det ene øjeblik med høj solskin, og det næste med blæst og regn, men det tog alle deltagerne med ophøjet humør. Og formentlig var det ikke helt uden betydning at der var opstillet et beskyttende telt tæt på begivenhederne, og ganske tæt på serveringsmulighederne...
Aftenen bød på grill og hyggeligt samvær, og både store og små havde en rigtig hyggelig dag - sammen.
Du kan se indslag fra dagen på: 
http://www.spottrup-ugeavis.dk/videoklip

Pressemeddelelse:



På trods af regnfuldt vejr og andre lokale arrangementer i lørdags lykkedes det Lem Kuturnetværk og de øvrige foreninger i Lem af afholde en god og tilfredsstillende besøgt familie-hygge-dag, hvor de fremmødte tog regnbygerne med godt humør.
Om formiddagen tog mange imod invitationen til fælles kaffe og rundstykker i Kulturhuset, sponsoreret af den lokale SPAR købmand. Desværre valgte mange at droppe de efterfølgende cykelture, dels på grund af vejret og dels på grund af et stort cykelarrangement i Balling samme dag.



Om eftermiddagen blev der spillet rundbold med stort engagement, og kun de aller kraftigste regnbyger kunne få spillerne af banerne. Som de to forrige år løb Mellemtoften/Agertoften med sejren.
Eftermiddagen bød også på drabelige middelalderkampe, idet Spøttrups Drabanter stillede op og kæmpede med blanke sværd og andre middelaldervåben. Kampene var meget autentiske og vakte stor interesse og medleven og især hos de lidt større drenge.
På Multibanen viste lokale elever fra Ungdomsskolen hvordan man bl. a. cykler op ad forhindringer. Hele året rundt træner eleverne Trial hver uge i Lem og i Skive.
I løbet af dagen kunne børnene more sig i de to store luftpuder og i en mobil sandkasse eller gå på jagt efter brugt legetøj i een af de 6 loppeboder.
Dagen blev afsluttet med fællesspisning for 70 glade og tilfredse Lem-boere. Også den del af arrangementet var lagt til rette for hele familien med børneleg på luftpuder og i hallen. Dagen sluttede ved halv ti tiden med en flok trætte børn – og forældre.
Venlig hilsen 
Vagn Lykke