Firma i Balling har fået kæmpekontrakt i Sverige

Af Ture Damtoft - Tirsdag d.11 Juli 2017 - Kl.8:29

Stenger & Ibsen Construction (SIC) i Balling har indgået den hidtil største ordre i virksomhedens historie.

SIC Construction fra Balling har indgået den største kontrakt i firmaets historie, og skal stå for anlægsarbejdet til en vindmøllepark, der skal forsyne 100.000 svenske hjem,  når den står færdig i 2020.

Stenger & Ibsen Construction (SIC) i Balling har indgået den hidtil største ordre i virksomhedens historie. Ordren omfatter etablering af al infrastruktur, i hvad der bliver en af de største landbaserede vindmølleparker i Sverige.
Vindmølleparken bliver etableret ved Hammerdal, der ligger omkring 70 kilometer nord for Östersund i det centrale Sverige. Her skal SIC stå for opførelsen af 80 vindmøllefundamenter, 87 kilometer forsyningsveje, 21 hektar kranpladser samt alt arbejde med internt kabelnet.
- I de sidste par år er omfanget af vindmølleprojekter under etablering i Sverige været kraftigt faldende, specielt på grund af faldende energipriser. Til gengæld er det svenske marked et af de mest kost-effektive markeder at etablere vindmølleparker på. Så ved et dedikeret samarbejde mellem kunden, Vasa Vind AB, mølleleverandøren Vestas og SIC er det igennem det seneste år lykkedes at finde optimeringer og smarte løsninger, der trods lave energipriser muliggør udførelse af projektet. Vi er naturligvis stolte over, at vi er en del af holdet på et så ambitiøst projekt, der fører til en af Sveriges største og mest effektive vindmølleparker til dato, siger direktør i SIC, Jens Ibsen.

Læs mere i avisen ...