Flere vil læse i Skive

Af Helle Lenschow - Tirsdag d.4 August 2015 - Kl.8:11

Interessen for at læse i Skive er stor i år, hvor de lokale uddanelser glæder sig til at modtage nye studerende efter sommerferien.

Mange nye studerende er klar til at læse i Skive. 

Interessen for at læse i Skive er stor i år, hvor de lokale uddanelser glæder sig til at modtage nye studerende efter sommerferien. Læreruddannelsen i Skive har i år oplevet en stigning i antal nye elever på 9,1 procent sammenlignet med sidste år. Sidste år blev 44 nye studerende optaget på uddannelse, mens tallet i år er 48 nye studerende, der starter på skolen i august.
I alt søgte 57 personer uddannelsen som 1. prioritet, og der er stadig ledige pladser, oplyser Via University College, der står bag uddannelsen. Endnu flere forventes derfor at søge via efteroptaget i de kommende uger.

Dania har størst vækst 
Med 11 procent flere studerende lægger Erhvervsakademi Dania sig i spidsen blandt de ni danske erhvervsakademier med den største vækst i 2015-optaget. På bare fem år er optaget steget med 59 procent, og der er stadig få ledige pladser på nogle af studierne. Hele 1.190 kommende studerende er blevet optaget på en af Danias 17 videregående uddannelser i det midt- og nordjyske i byerne Randers, Hobro, Skive, Hadsten, Grenaa, Horsens, Viborg og Silkeborg. Det glæder naturligvis rektor Lis Randa:
- Vi er glade for væksten, men især at så mange unge har fået øjnene op for mulighederne ved et erhvervsakademi. Kobling mellem teori og praksis og det indlagte praktikforløb på vores videregående uddannelser skaber gode karrieremuligheder i det private erhvervsliv, og det er for alvor slået igennem hos de unge, fortæller Lis Randa.
Men selvom rekordmange i år har valgt en af Danias videregående uddannelser, er der stadig få ledige pladser tilbage, som det stadig er muligt at søge ind og starte på til september. Det gælder for eksempel serviceøkonom-uddannelsen i Skive.