Flertal vil støtte Pometet økonomisk

Af Helle Lenschow - Tirsdag d.3 Januar 2023 - Kl.8:26

Frugt og nøddesamlingerne er vigtige for området.

Skive Kommune har modtaget en ansøgning om støtte på 45.000 kroner til Pometet i Rødding, og et flertal i byrådet har stemt for at bevillige pengene.
Frugt og nøddesamlingerne i Pometet i Rødding, fungerer som genbanker for Institut for Plante- og Miljøvidenskab ved Københavns Universitet. Samtidig fungerer Pometet og de aktiviteter der sker i forbindelse med Pometet som grundlag for Rødding Æblefestival. Rødding Æblefestival afholdes årligt 
som en festival med fokus på blandt andet biodiversitet og høj faglig videndeling, formidling og sparring i forhold til æbler og æblerelaterede produkter. Rødding Æblefestival er et samlende omdrejningspunkt for Rødding, der også kaldes Æblets By. 
Arbejdet med Pometet og Rødding Æblefestival er eksempler på stedbundne kvaliteter, der er medvirkende til at sætte Skiveegnen på landkortet og har skabt en særlig identitet for området. 
Der er fast tilknyttet ca. 10 personer, der arbejder frivilligt med aktiviteter tilknyttet Pometet cirka en dag om ugen. Hertil kommer en række aktiviteter, hvor der deltager flere frivillige. 
Foreningen bag Pometet samarbejder med Væksthus Spøttrup, Spøttrup Borg, Spøttrup Kulturhal, Spøttrup Cirklen og det lokale erhvervsliv – herunder med de to start-ups, som er udsprunget af foreningens frivillige cidergruppe. Derudover samarbejder foreningen bag Pometet med eksperter og førende pomeologer, ikke mindst Københavns Universitet.
For at det vidtgrenede arbejde, som foreningen bag Pometet udfører, kan fortsætte, har Freningen Rødding – Æblets by i Salling søgt om pengene til at fortsætte arbejdet.