Flot fagligt skulderklap til Træmuseet i Oddense

Af Ronald Nielsen - Tirsdag d.23 Juni 2015 - Kl.8:11

Snedkernes Efterårsudstilling i København har i årtier været stedet for præsentation af nye og eksperimenterende møbeltyper af høj brugsmæssig, håndværksmæssig og kunstnerisk kvalitet.

Palle Sørensen, til venstre, har stået for det krævende drejearbejde. Han ses her sammen med Sven Christensen, i midten, og Børge Jensen fra Træmuseets bestyrelse.

Snedkernes Efterårsudstilling i København har i årtier været stedet for præsentation af nye og eksperimenterende møbeltyper af høj brugsmæssig, håndværksmæssig og kunstnerisk kvalitet. Ved den næste udstilling, som åbner den 3. september, bliver der blandt andet lejlighed til at se et stykke møbelkunst, der er blevet til på Træmuseet i Oddense.
Et fornemt skulderklap til folkene på det lille, men unikke sallingmuseum, der er eksperter i trædrejning, og som naturligvis er glade for den anerkendelse, der ligger i at være repræsenreret  på Snedkernes Efterårsudtilling.
Værket er en velproportioneret, organisk formet piedestal af teak, eg og palisander, der mødes i ikke færre end 38 limsamlinger. Piedestalen er tegnet af den russiskfødte designer Boris Berlin, og det er Palle Sørensen fra Træmuseet, der har stået for det både tidsmæssigt og fagligt krævende drejearbejde.
- Jeg har kendt Boris Berlin gennem mange år og kunne naturligvis ikke sige nej til udfordringen, da han spurgte, om vi ville påtage os opgaven, siger Sven Christensen, der er formand for Træmuseets støtteforening.
Fra København rykker Snedkernes Efterårsudstil-
ling videre til Faaborg Kunstmuseum og derefter til Gallerie Maria Wettergren i Paris. Og piedestalen fra Oddense følger med hele vejen, så den vil i efterårsmånederne blive set af tusindvis af mennesker i både ind- og udland.
Træmuseet i Oddense, der er organiseret som en selvejende institution, har til huse i bygninger, der oprindelig dannede ramme om møbelfabrikken OD Møbler, som blev grundlagt af Sven Christensens far, Aage Christensen, og hvor Sven Christensen har haft sin gang, siden han var ganske lille. OD Møbler var kendt som producent af stole af høj kvalitet. Den mest kendte er ”Stol 49”, der er fremstillet i flere hundrede tusinde eksemplarer og solgt over store dele af verden.