Flot nyt haveanlæg ved Gl. Skivehus

Af Helle Lenschow - Tirsdag d.30 November 2021 - Kl.8:55

I nogen tid har haveanlægget foran Gl. Skivehus gennemgået en større forandring

Der kommer nye træer op ved Gl. Skivehus. Foto: Skive Kommune.

18 nye store træer blev forleden løftet over i det næsten færdige BigBlue-haveanlæg ved Gl. Skivehus ved hjælp af en kran.De 18 træer består af eg, rød el, ask og opstammet tjørn. Træerne bliver plantet ud i løbet af de kommende dage, og i de kommende uger bliver der plantet buske og stauder. Kommunen forventer, at belysningen kommer op inden jul.
Samtidig vil man opfordre alle, der kommer til Skive, til at gå ned til Gl. Skivehus og se det nye haveanlæg. 
Flere af de træer, som plantes, er tænkt som erstatning for de gamle træer, som før stod på grunden. Desværre har flere af de gamle, store træer på stedet haft det svært de sidste par år. Kommuens folk har fulgt dem og håbet på det bedste, da man gerne ville bevare dem, men i foråret måtte man desværre konkludere, at adskillige af dem var gået helt ud hen over vinteren. Man har derfor været nødsaget til at fælde de døde træer og et enkelt døende træ, som, de ansatte vurderede, ikke var levedygtigt.