Folk strømmede til musik i Balling

Af Helle Lenschow - Tirsdag d.27 August 2019 - Kl.9:26

Hvis andre byer har svært ved at trække folk til deres koncerter, så burde de måske skelne i retning af Balling.

Flere var kørt fra Skive for at være med, og især bandet Hula Hula, der er et Bamse kopiband var trækplaster. 

Hvis andre byer har svært ved at trække folk til deres koncerter, så burde de måske skelne i retning af Balling. Her var der Anlægskoncert lørdag, og da ugeavisen kontakter formanden for Balling-Volling Borgerforening mandag for at høre, hvordan koncerten er gået, er det en meget glad Preben Davidsen, der tager telefonen.
- Vi kan næsten ikke få armene ned! Der kom 800 til koncerten - og vi kunne slet ikke mærke, at der var koncert i Skive, byfest i Lem og traktortræk samme dag. Vi er SÅ glade for den flotte opbakning, siger han til Spøttrup Ugeavis.
Det var andet år, at der var anlægskoncert i Balling, og første år kom der cirka 400 mennesker. I år er deltagerantallet derfor fordoblet.
- Jeg snakkede med flere, som var kørt fra Skive for at være med, og især bandet Hula Hula, der er et Bamse kopiband var trækplaster. Da de gik på, nærmest væltede det ind med mennesker, siger Preben Davidsen.
Musikken var gratis, og udover Hula Hula bød koncerten i år på optrædener af Ole Gas Band, Rock Parade og det lokale band Rock Suprême, blandt andet med Ballings egen Allan Simonsen på bas og kor. 
- Hele dagen bød på en fantastisk god stemning. Det var dejligt at være en del af, siger Preben Davidsen.