Galleri med fut i

Af Sandra Brandt Jensen - Tirsdag d.12 Juli 2016 - Kl.8:39

Du ved sikkert hvad keramik er, men hvad du måske ikke ved er, at der findes mange forskellige måder at lave det på.

I galleriet sælges der både keramik, garn og malerier.

Du ved sikkert hvad keramik er, men hvad du måske ikke ved er, at der findes mange forskellige måder at lave det på.
Else Marie Glud gør sit for at introducere folk til to unikke slags brændingsmetoder; Rakubrænding og Pitbrænding.
- Det specielle ved rakubrænding er, at det ikke er muligt at lave to ting ens. Det foregår sådan, at leret brændes i en gastønde ved 900 grader, og derefter efterbrændes det i sagsmuld. Desuden spiller vejret ind, da lav- og højtryk og temperaturer ændrer på resultatet. Man får altid noget helt unikt, selvom man bruger præcis samme farve glasur, fortæller Else Marie Glud, ejer af Galleri Glud.
Galleriet, der har eksisteret siden 2008, tilbyder diverse kurser, både til nybegyndere og til de mere garvede, hvor man kan lære denne specielle brænding.
Pitbrænding, som er den anden metode der benyttes i galleriet, er noget helt for sig selv. Her bruges nemlig skrald og affald til at farve keramikken, såsom kaffegrums, bananskralder og tang.
Derudover er der kurser i vævning i vinterhalvåret, som primært bliver besøgt af folk der er på udflugter og lignende.
- Vi har før fået besøg af en hel bus, som var på udflugt forskellige steder i området, fortæller Else Marie Glud.
Grove Nørregård, hvor galleriet ligger, startede oprindeligt op med en gårdbutik i stuehuset omkring 1994-1995, hvor der blandt andet solgtes garn fra egne får, men blev i 2008 udvidet til et galleri. I Galleri Glud sælges der blandt andet garn, keramik, håndvævet stof og tøj, smykke og malerier. Malerierne bliver malet af Else Maries mand, Ebbe Glud, men resten står hun selv for.
Så søger du nogle oplevelser ud over det sædvanlige, skal du helt klart besøge Galleri Glud, som ligger mellem Hem og Balling i Spøttrup.