Glade børn indviede legeplads

Af Helle Lenschow - Tirsdag d.3 November 2015 - Kl.8:38

Børnehuset Fjordbo er kommet godt på plads i den gamle skole i Lihme.

Tanja Futterup fra Matas i Frederiksgade klipper snoren til legepladsens mange nye træer.

Børnehuset Fjordbo er kommet godt på plads i den gamle skole i Lihme.
Forleden fejrede børnene i Børnehuset Fjordbo i Lihme, at deres legeplads har fået flotte buske og træer fra Matas Miljøfond. Det skete med besøg fra Matas i Frederiksgade i Skive, hvor Tanja Futterup fra butikken kiggede forbi med et diplom og klippede snoren til legepladsen, mens de små sang Lille Peter Edderkop.
Miljøfonden administreres af Matas i samråd med naturvejledere og Danmark Naturfredningsforening. Pengene i fonden stammer fra salg af Matas´miljøposer, og børnehuset har fået et fuglekirsebærtræ, et fire meter højt kastanietræ, seks æbletræer, to klatrepoppel og to bævreask - begge på to meter. Udover en grønnere legeplads med skygge til børnene, så får de også noget at klatre og lege i på denne måde.
- Vi er simpelthen så glade for træerne og buskene, og nu er legepladsen ved at være på plads. Vi mangler at lave en bane, hvor de små kan cykle, og generelt er vi bare rigtig glade for at være flyttet ind i den gamle skole i Lihme, siger leder af Børnehuset Fjordbo Hanne Nielsen.

Mere plads
Børnehave og vuggestue flyttede ind i lokalerne i februar i år.
Indvendig har det givet endnu mere plads til de nuværende 18 børnehavebørn og fem vuggestuebørn - og der er plads til endnu flere, da nomineringen lyder på henholdsvis 25 og 10 børn.
- Vi viser altid gerne forældre rundt i lokaler og fortæller. Man er meget velkommen. Vi er en af de institutioner i kommunen med flest kvadratmeter per barn, og det kan mærkes på støjniveauet. Vi deler nogle af lokalerne med kultur- og fritidsdelens brugere, der anvender lokalerne på andre tider til møder og andre ting. Det giver os fantastiske muligheder i dagligdagen, siger Hanne Nielsen.
Blandt disse muligheder er adgang til rolige møderum for personalet, et fælles spiserum for børn og voksne, spritny garderobe, fine toilet og puslerum samt en dejlig stor gymnastiksal, som bruges til leg og motorik.