Hvidbjerg-træner deltager i Dansk Trav Derby

Af Helle Lenschow - Tirsdag d.20 August 2019 - Kl.10:29

Lokale trav-trænere skal til derby.

Indvendigt Dumbo og Gordan Dahl ved andenplads i Fireårsprøven på Jydsk Væddeløbsbane. Foto: Ole Hindby.

Den 25. august er der dømt folkefest, når årets største hesteevent foregår på Charlottenlund Travbane. Her finder landets bedste fireårige travheste nemlig ud af, hvem der vinder Dansk Trav Derby, og i år bliver det med lokalt islæt.
Travtræneren Gordon Dahl, der bor i Hvidbjerg, stiller nemlig op til årets travderby med hesten Dumbo. Gordon Dahl er til daglig tilknyttet væddeløbsbanen Racing Arena Aalborg.
– Derbyet betyder enormt meget. Lige fra hesten tilkøres som åring, arbejdes der jo frem mod en deltagelse i derbyet. Kun de 12 bedste heste i årgangen, som er på ca. 400, er med i derbyet. Chancen for at være med helt fremme er tilstede, selvom feltet i år er meget jævnt. Dumbo regnes, af træneren, for at høre til i toppen, men der skal held til, da startsporet forventes at blive 8 eller 12, på grund af en ødelæggende galop i prøven. Sidste år vandt nr. 12, så måske nr. 12 også kan vinde i år, siger travtræneren.
Ifølge Claus Juncker fra Dansk Hestevæddeløb bliver der stort fokus på Hvidbjerg-hesten, der sammen med de andre deltagere kan se frem til et femcifret antal tilskuere på Charlottenlund Travbane. 
– Derbyet er et tilløbsstykke, der trækker tilskuere fra hele landet. Der kommer sandsynligvis også mange unge til løbet 25. august. Hestesporten er kommet af med det lidt støvede image med ældre herrer med store cigarer og høj hat. I stedet er det blevet hipt for unge at tage på travbanen, fortæller han. 

Læs mere i avisen ...