Hygge på Stadion i Oddense

Af Lasse J Lauritsen - Tirsdag d.25 April 2017 - Kl.12:01

Onsdag den 19. april var der inviteret til Hygge på Stadion for alle børn, unge og voksne i Oddense og Omegn.

Først stod den på bold på plænen.

Onsdag den 19. april var der inviteret til Hygge på Stadion for alle børn, unge og voksne i Oddense og Omegn. Hele 90 personer tog imod invitationen. 
Først stod den på bold på plænen. Fodboldafdelingen i Oddense Idræt stod for forskellige aktiviteter, som især børnene gik til med ildhu. Men også de voksne skulle lige dyste om at få fartmåleren bag fodboldmålet så højt op som muligt. Imens stod Niels og Pia ved grillen og gjorde klar til Fællesspisning for de mange sultne deltagere.
I den fyldte Folkesal blev der disket op med kylling, pastasalat og kartofler, og det faldt i god jord hos alle. Med mad på tallerkenen var alle klar til at høre et spændende indlæg af Ida Riisgaard Jensen. I 2015 drog hun til USA for i 10 måneder at bo hos en værtsfamilie og gå på High School, langt væk fra familien i Oddense. Det var en rigtig fin og ærlig fortælling om de mange gode oplevelser og muligheder – men også om at måtte skifte værtsfamilie undervejs og være fanget på skolen pga. trussel om skoleskyderi. Mon ikke et par af de unge tilhørere fik inspiration til et år på egen hånd.
Aftenen sluttede af med hjemmekamp for Oldboys. Det blev til en god sejr på 3-1 mod Højslev Kirkeby.
Idrætsforeningens forældreråd, som stod bag arrangementet er meget glad for opbakningen. Forældrerådets mål er at skabe aktiviteter for alle – men i særdeleshed for børn og unge i de fantastiske rammer, der findes i og omkring OddenseHus. På programmet i 2017 er desuden grillaften ved skolesøen, LAN-party og Sport på Tværs.