Idrætsforeningen i Lem har samlet byen gennem 30 år

Af Helle Lenschow - Tirsdag d.17 September 2019 - Kl.10:29

I november fejrer Lem Motions- og Idrætsforening sit jubilæum med musik og hygge.

Gennem årene har foreningen tilbudt en bred vifte af tilbud til borgere i alle aldre.

I år kan Lem Motions- og Idrætsforening se tilbage på 30 år i landsbyen, og det skal fejres med en intimkoncert med Ib Grønbech den 8. november. Der er nemlig masser af fejre, forklarer bestyrelsesformand Andreas Odland til Spøttrup Ugeavis.
- Det betyder rigtig meget for vores by, at vi har en stærk Idrætsforening med mange aktiviteter både sommer og vinter. Det er de forskellige foreninger, der er med til at holde de små landsbyer kørende, siger han.
Formanden forklarer, at et aktivt foreningsliv gør det mere attraktivt at bo i Lem.
- Jeg boede ikke i byen ret længe, før jeg var medlem af den første forening. Det giver rigtig meget sammenhold, og i en landsby som vores er det vigtigt vi hjælper hinanden. Jeg synes, alle i byen er gode til at bidrage med det, de kan. Vi har også en vigtig rolle i forhold til byens unge. Især i en idrætsforening er det jo vores største opgave at aktivere de unge mennesker, og det gør vi med blandt andet gymnastik, badminton og Showdance. Men jeg synes også, at vi er gode til at lave noget for de voksne. Her har vi for eksempel både badminton, Dance Fitness og Body Fit. Vores Dance Fitness trækker rigtig mange til - i alle aldre, siger Andreas Odland.

Læs mere i avisen ...