Juletræsfest i Pulsen, Balling

Af Lasse J Lauritsen - Tirsdag d.8 December 2015 - Kl.8:38

Søndag den 29. november var der juletræsfest i Pulsen, Balling.

Julemanden vakte stor glæde hos børnene.

Søndag den 29. november var der juletræsfest i Pulsen, Balling. Tumlegårdens støtteforening og Balling skoles støtteforening stod sammen om, at invitere byens børnefamilier til hyggeligt samvær i Pulsen. 
Først blev der danset om det flot pyntede juletræ, som Tumlegårdens børn havde stået for pynten til. Både store og små sang med på julesangene mens Laurits Goul spillede på klaver. Julemanden kom forbi, og han vakte stor glæde hos børnene. Han fik hilst og snakket med alle børnene mens han delte slikposer ud. Herefter blev der serveret gløgg, kaffe, saftevand og æbleskiver til alle. Mens de voksne snakkede og hyggede sig legede de fremmødte børn i forskellige aldre på kryds og tværs mellem hinanden og benyttede flittigt det store halgulv. Traditionen tro var der til sidst Amerikansk julelotteri, hvor de ca. 60 gevinster, blev udtrukket blandt de solgte lodder. Gevinsterne var sponsoreret af lokale virksomheder, og vi vil gerne sige tusind tak for den store opbakning.
I alt havde ca. 180 voksne og børn valgt at bruge en søndag formiddag i Pulsen, Balling - tak for det.