Købmand i Lem skifter navn

Af Helle Lenschow - Tirsdag d.20 Januar 2015 - Kl.11:23

Fremover skal borgerne i Lem vænne sig til at kalde den lokale dagligvarebutik for Min Købmand,


 Mikkel Andersen foran Min Købmand i Lem.

Fremover skal borgerne i Lem vænne sig til at kalde den lokale dagligvarebutik for Min Købmand, men det er også den eneste forskel, der sker, lover bestyrer Mikkel Andersen, der netop har fået ny facadeskilt på bygningen, som fremover hører under et andet koncept. Hidtil har butikken været en Spar-butik, men på grund af ændringer i konceptet har købmanden været nødt til at skifte navn. Dette fører dog ikke til forringelser af nogen art lokalt.

- Der kommer nyt skilt op på facaden, og vi ansatte får nye navneskilte, men ellers kommer kunderne ikke til at mærke forskel. Vi har gjort det for at bevare butikkens nuværende niveau. Vi har 3500 varernumre her, og det har vi fortsat under Min Købmand-konceptet. Samtidig bliver vi med skiftet en af de største butikker i Min Købmand-konceptet, hvilket giver os mere indflydelse. Vi vil forsøge at påvirke, så der kommer flere Gul Pris-varer i butikken, lige som vi forventer at lave flere gode lokale tilbud i samarbejde med vores anden Min Købmand i Nørre Søby, siger Mikkel Andersen, der fortæller, at købmandens omsætning i Lem siden overtagelsen i oktober 2012 har været stødt stigende. Det takker han de loyale kunder for.

- Vi har kæmpet for at beholde Spar-navnet, men det var ikke muligt. For to år siden byggede vi om og renoverede i Lem, for at bevare vores Spar-navn, da Spar krævede flere kvadratmeter for at kunne bruge navnet. Nu har man så igen sat antal kvadratmeter op, og hvis vi skal udbygge vil det koste os omkring tre millioner kroner. Da vi for blot to år siden har bygget om, mener vi, at det er for tidligt at gøre igen. Derfor skifter vi navn, men kvalitet og varerudbud er det samme som før, siger Mikkel Andersen.