Kom til åbent Hus i Pometet i Rødding

Af Helle Lenschow - Mandag d.10 Maj 2021 - Kl.9:00

Oplev æbletræerne blomstre, spot genpodede nøddetræer - og smag.

Besøg æbleentusiasterne i Rødding. Foto: Rødding - Æblets By i Sallings Facebookside.

Lørdag den 15. maj inviterer Foreningen Rødding Æblets By i Salling til Åbent Hus. På adressen Nørremarken 4A ligger Pometet, som er genbank for sorter i ”vores” klimabælte. Mange sorter blomstrer midt i maj.
- Det er et smukt og betagende syn, som vi synes, man skal gribe chancen for at opleve og samtidig få en snak, viden, tips og noget godt til ganen med, fortæller Ditte Staun, som er bestyrelsesleder i foreningen.
Pometet har altid åbent og æbletræerne byder på sanseoplevelser hele året. Denne lørdag formiddag midt i maj kan du midt i en smuk og duftende mangfoldighed af sorter, smage på cider, most og små ”håndhapsere” i æblets tegn.  Du møder folk, som passer hele verdens genbank, og medlemmer fra den dedikerede og dygtige ciderklub. 
Maureen Sørensen fra Ciderklubben fortæller, at hun glæder sig til at snakke med de besøgende om fællesskabet om at eksperimentere sig frem til boblende sød, tør eller sjov cider. Mens frivillige i Pometgruppen kan fortælle om et meget givende og vigtigt arbejde samt give tips og gode råd til pasning af æbletræer – og også nødde- og blommetræer.
Ditte Staun opfordrer alle til at blive lige så længe, man har lyst. De mange æblesorter i Anton Petersens Æblesamling er mest kendt, men Pometet huser også både Marie Bûlows Blommesamling og Roesenkrantz Nøddeaboret med 132 træer. 
- Måske kan du spotte de nøddetræer, som lige er blevet genpoddet?  Måske har du og familien lyst til en tur ud på Vestsallingstien, som er smukt flankeret af flere blomstrende æbletræer - eller over til naboen, Spøttrup Borg, som har ikke så lidt at gøre med æblerne, nødderne og blommerne i Pometet? siger hun.





Nyheder

Persondatapolitik

Du kan downloade en APP til din
telefon/tablet, så fungerer det optimalt
når du skal læse avisen online.
Appen fåes til både
Iphone og Android