Kræmmere melder klar til 2022

Af Helle Lenschow - Tirsdag d.14 September 2021 - Kl.8:41

Derfor er Håsum Marked så populært.

Igen i år trak markedet rigtig mange besøgende til. Foto: Jan Sand.

Efter et veloverstået Håsum Marked, hvor et sted mellem 15.000 og 20.000 mennesker kiggede forbi i løbet af de to dage, starter planlægningen nu af Håsum Marked 2022. Det fortæller kræmmer-koordinator Kirsten Damgaard Høj til ugeavisen.
- Årets marked gik fantastisk med godt vejr og glade mennesker. Vi havde mellem 15.000 til 20.000 besøgende, og der var en god stemning og det er klart mit indtryk, at folk havde savnet det, siger hun med henvisning til, at markedet i 2020 måtte aflyser på grund af coronarestriktioner.
Aflysningen var den første i over 40 år, og markedet er derfor en vigtig tradition for mange - både kræmmere og besøgende.
- Nu skal vi evaluere og rydde det sidste op - og så skal vi i gang med at gøre klar til næste år. Arbejdet starter nu. Mange kræmmere har allerede sagt, at de kommer i 2022. Nogle af dem har været med næsten fra start, siger Kirsten Damgaard Høj.

Favner bredt
Hvis du undrer dig over, at markedet kan trække så mange mennesker til, så har Kirsten Damgaard Høj et par bud.
- Vi har gratis entré, vi har eksisteret i rigtig mange år, og pladsen emmer af hygge. Vi forsøger at værne om den stemning. For eksempel er der gratis morgenmad til kræmmerne, og dukker der gæster op i det tidsrum, så får de også tilbuddet om morgenmad gratis. Mit arbejde er at gå rundt på pladsen og snakke med gæster og kræmmere. Det er vigtigt for os, at alle trives, siger hun.
Samtidig forsøger markedet at favne hele familien og alle aldre. Årets aktiviteter var således bankospil, live musik med Ole Gas Band, tivoli og børneunderholdning.





Nyheder

Persondatapolitik

Du kan downloade en APP til din
telefon/tablet, så fungerer det optimalt
når du skal læse avisen online.
Appen fåes til både
Iphone og Android