Lækkert badevand og gode is ved Gyldendal

Af Helle Lenschow - Tirsdag d.30 Juni 2020 - Kl.7:52

Gyldendal er en ægte perle i Vestsalling og bestemt et besøg værd. Ro, smuk natur, god mad og lækkert badevand.

Vandet er skønt - men få ved, at de kan bade i ro og skøn natur her.

Gyldendal Lystbådehavn har det hele, men selvom området virkelig er et af Vestsallings store aktiver, så er der få der kender det og bruger det. Det er en skam, mener forpagter af Café og Restaurant Gyldendal Havn Toke Jensen.
- Jeg kender til godt vand, når jeg ser det, for jeg har surfet i cirka 35 år. Hver dag undrer det mig, at der ikke er flere badegæster her ved Gyldendal. Vandet er lækkert, og der er mulighed for både at bade i lavt vand, hvis man er barn, og i lidt dybere vand til de voksne, siger Toke Jensen til Spøttrup Ugeavis.
Avisen møder ham i høj sol ved caféen, hvor udsigten ikke er til at overse. Herfra kan du nyde synet over Venø bugt og i klart vejr, som denne dag, kan du se til Struer, Oddesundbroen og Jegindø. Midt i det ligger en mindre og hyggelig lystbådehavnen og udover en skøn natur er området omkredset af flotte sommerhuse.
- Badevandet er godt her, fordi der altid er gennemstrømning af frisk vand. Du kan dyrke alle former for vandsport her, vurderer Toke Jensen.
Men vandet er tomt denne dag, hvor avisen er på vesøg, og sådan er det desværre ofte.
- Nogle dage er der ingen her for at bade, bortset fra de der bor i sommerhusene her, og andre dage er der måske max 30. Det er en kæmpe stor strand med areal til begge sider fra marinaen, og man kan sagtens komme her og finde ro og albuerum. Hvis du gik ind i Skive og spurgte folk på gaden, om de kender badestranden her, så ville du næppe finde mange, siger Toke Jensen.
Han forsøger derfor at lokke gæsterne til. I forhold til restaurant og café går det godt, men der er stadig få, der bader i området.
- Udover stranden har vi et unikt rekreativt område bag ved caféen. Her er også shelters - og endda et hvor du kan overnatte med hest. Mulighederne for en fantasisk sommeroplevelse er stor her, siger Toke Jensen.

Flot opbakning
Det er forpagterens 2. sæson i Café og Restaurant Gyldendal, og denne sæson fik en anderledes start end planlagt grundet corona. Nu er både café og restaurant dog godt igang, og for at finde plads til flere gæster har Toke Jensen udvidet med en flot overdækket udendørs pavillon.
- Her sidder gæsterne i læ for vind og vejr, og der er både tæpper og mulighed for at varme op med terassevarmere på en køligere aften, siger Toke Jensen.
Priserne i caféen og restauranten er absolut rimelige. Her kan en hel børnefamilie spise sig mætte eller nyde en is eller en kold øl eller sodavand uden at sprænge budgettet. Samtidig er der værnet om kvaliteten.
- Jeg er vild med at være i Gyldendal. Både lokale og sommerhusfolket herude bakker flot op, og da coronaen lukkede landet ned, var der en enorm opbakning til vores take away. Den ser ud til at vare ved, og det er simpelthen så dejligt, siger Toke Jensen.





Nyheder

Persondatapolitik

Du kan downloade en APP til din
telefon/tablet, så fungerer det optimalt
når du skal læse avisen online.
Appen fåes til både
Iphone og Android