Landets næstbedste makkerpar bor i Håsum

Af Helle Lenschow - Tirsdag d.15 Juni 2021 - Kl.9:17

DM på Hjerl Hede placerede igen lokal kusk i toppen.


John Sørensen og Marster endte igen helt i toppen af landets bedste kuske.

Den lokale John Sørensen og hesten Marster fra Håsum fik hele to anden pladser, da makkerparret i weekenden deltog i DM i brugskørsel og DM i tømmerslæbning på Hjerl Hede. Teamet var taget af sted for at forsvare deres titel som Danmarkmester i Tømmerslæbning, og efter en sejr i Thisted forrige weekenden var chancerne gode.
- Jeg er tilfreds med de to anden pladser til DM. Det var nogle svære baner begge dage, og vi gav os alt, vi kunne. Heste er levende dyr, og det er ikke altid, at Marster har samme holdning til tingene, som jeg har, når vi skal konkurrere. Jeg er dog stolt over ham. Han klarede det flot, og de to gamle kan endnu, siger John Sørensen til ugeavisen.
Han fortæller, at det var et yderst vellykket DM, hvor alt forløb, som det skulle. I alt deltog cirka 50 heste i konkurrencer og opvisninger på Hjerl Hede, og mange folk kiggede forbi.
- Der var heller ingen uheld undervejs til stævnerne, og vi er da også inviteret til at komme og være med til næste år igen, så det satser vi på, siger John Sørensen.
Arbejdshestens dage og DM blev afholdt i samarbejde med Midtjysk Køreselskab, og både brugskørsel og tømmerslæbning er et gammelt håndværk, som publikum derved også fik lejlighed til at se.
- Vi faldt i snak med ejerne af de store bryggerheste Clausdale fra England, og nu skal vi fra Håsum over og besøge dem og lære dem at køre tømmerslæbning med deres heste. Det glæder vi os meget til, siger John Sørensen.


Weekenden bød på mange oplevelser for de hesteinteresserede på Hjerl Hede.





Nyheder

Persondatapolitik

Du kan downloade en APP til din
telefon/tablet, så fungerer det optimalt
når du skal læse avisen online.
Appen fåes til både
Iphone og Android