Lastbiler skal køre uden om Oddense

Af Susie Bjerggaard Jensen - Tirsdag d.8 September 2015 - Kl.8:24

Den tunge trafik skal følge de ruter, som er lavet til lastbiler med mere, i forbindelse med vejarbejdet i Oddense.

Lastbilerne bør tage den rute, som der er til den tunge trafik, og ikke Aagesvej, lyder det fra Skive Kommune, der har skiltet med ruter til såvel lastbiler som andre trafikanter gennem Oddense. Her ses hovedgaden.

Den tunge trafik skal følge de ruter, som er lavet til lastbiler med mere, i forbindelse med vejarbejdet i Oddense. Sådan lyder opfordringen fra Skive Kommunes Teknis-
ke Forvaltning, efter at flere borgere i Oddense over for Spøttrup Ugeavis udtrykker bekymring over at færdes til fods og på cykel i byen, hvor lastbiler ind i mellem klemmer sig via især den lille smalle Aagesvej.
Kirstine Pedersen, som bor i området, har erfaret at det decideret er farligt at færdes på denne vej som fodgænger.
-  Forleden måtte jeg opgive at gå gennem Aagesvej. To lastbiler prøvede at komme om ved hinanden, og de kørte så tæt, at presenningen på den ene lastbil var tæt på at blive flænset op af sidespejlet fra den anden lastbil. Jeg går i hvert fald ikke denne vej mere, siger Kirstine Pedersen.
Teknisk Forvaltning i Skive Kommune forsøger at dirigere lastbilerne uden om byen og ad Rute 26, for at få den tunge trafik væk fra de små veje i Oddense, men mange lastbilchauffører vælger at tage den ”nemme” vej ind gennem byen. Og det er her spidsbelastningerne opstår. Skive Kommunes Tekniske Forvaltning opfordrer på den baggrund lastbilchaufførerne til at følge de skilte, som allerede er tilegnet den tunge trafik for at sikre trafiksikkerheden for beboerne i byen.
Og i byen ser man frem til at arbejdet afsluttes.
- Det her vejarbejde skal bare hurtig overståes, siger den lokale dagplejemor Inga Jeppesen, da avisen møder hende og børnene på legepladsen ved den lokale brugs.
Hun færdes rundt i byen med de små poder dagligt og oplever derfor generne på tæt hold.
Inde i Dagli´Brugsen i Oddense kan man endnu ikke mærke, at der graves i byen.
- Vi har haft det oppe at vende her i brugsen, men indtil videre mærker vi ikke det store. Det bliver nok værre, når arbejdet påbegyndes på vejen lige udenfor, siger lærling Simon Overgaard.
Kloakrenoveringen er af længere varighed og forventes afsluttet den 1. januar 2016.