Lem Motions- og Idrætsforening modtager 15.000 kr. fra Den Jyske Sparekasse

Af kj - Tirsdag d.8 Juli 2014 - Kl.11:04

Den Jyske Sparekasse lægger vægt på at være lokalt engageret i de samfund, hvor kunderne bor. Det betyder blandt andet, at sparekassen hvert år yder sponsorstøtte til det lokale foreningsliv i Salling.




I 2014 sætter Den Jyske Sparekasse ekstra fokus på den lokale sponsorstøtte og uddeler yderligere mere end en kvart million kroner i hele markedsområdet.
Via flyers og sparekassens hjemmeside www.djs.dk/sponsor har alle interesserede mulighed for at indstille deres forening til at modtage sponsorstøtte fra Den Jyske Sparekasse.
Det gjorde medlemmer af Lem Motions- og Idrætsforening, og det har resulteret i, at foreningen netop har modtaget 15.000 kr. fra Den Jyske Sparekasse. På billedet overrækker Arne Raun Krejberg, områdedirektør i Den Jyske Sparekasse i Salling, en check på de 15.000 kr. til Kjeld Hvidtved, formand for Lem Motions- og Idrætsforening.
Hos Lem Motions- og Idrætsforening er de meget glade for at få 15.000 kr. i sponsorstøtte fra Den Jyske Sparekasse. „Pengene falder på et tørt sted. Der er altid brug for penge, når man driver en bred idrætsklub, som spænder lige fra bridge til springgymnastik. Derfor er mange af foreningens ønsker om at lave nye tiltag ofte begrænset af vores indtægter. De 15.000 kr. skal bruges til indkøb af udendørs motionsredskaber som del af et spændende projekt om etablering af motionsstier omkring Lem by“, udtaler Kjeld Hvidtved.
Man kan indstille sin forening til at modtage sponsorstøtte fra sparekassen i hele 2014.