Lihme festede i weekenden

Af Claus V. Mikkelsen - Tirsdag d.23 Juni 2015 - Kl.8:06

Lihme havde i denne weekend den årlige byfest.

Livlig aktivitet på festpladsen.

Lihme havde i denne weekend den årlige byfest. 
Byfesten startede allerede torsdag med optog gennem byen. Her blev byens fire gamle faner vist frem i optoget med over hundrede deltagere, og tilskuere langs vejen. I år ført an af hestevogn, heste, pyntede cykler, gående i alle aldre og til sidst motorcykler. Alle samledes på sportspladsen med en fællessang inden de spredtes til hoppeborg, minifodbold, opvisning i stolegymnastik og fælles hygge i festteltet.
Som en del af byfesten, blev torvet ved Daglig’Brugsen Lihme og byparken indviet fredag aften af borgmester Peder Christian Kirkegaard. Efter indvielsen samledes Lihmeboerne på sportspladsen til endnu en hyggelig aften med grillpølser, mundgodt fra boderne og den årlige rundboldturnering, orienterings- og opgaveløb og masser af snak i festteltet.
Lørdagens program gik fra den tidlige morgen til sen aften med vandretur, friluftsgudtjeneste og som noget nyt en byvandring, hvor Ib Svenningsen fortalte om de gamle huse i Lihme, beboerne og de lokale forretninger og erhverv. Om eftermiddagen var det store tilløbsstykke ringridning, med 29 heste og 32 ryttere. Det slår rekorden fra sidste års ringridning. Byfesten sluttede med fællesspisning - helt udsolgt. Det lokale orkester HIGHLIGHT skabte en rigtig fin feststemning hele aftenen.