Lihmes frisørmester går på pension

Af Helle Lenschow - Mandag d.25 Januar 2021 - Kl.14:26

Svend Jensen er 88 år og lukker nu sin salon i landsbyen.

Frisørmester Svend Jensen har arbejdet 66 år som frisør. Nu går han på en fortjent pension. Foto: Jan Sand.

Siden 1967 har frisørmester Svend Jensen drevet Lihme Frisørsalon på Amtsvejen 6 i Lihme, men nu slutter en epoke. Den 88-årige frisør går nemlig på en velfortjent pension og lukker salonen.
- Jeg synes, at tiden er kommet, og nu glæder jeg mig til at gå hjemme og slappe lidt af, siger Svend Jensen til Spøttrup Ugeavis.
Den erfarne frisør er udlært i Skive, på den salon der lå ved det daværende Hotel Royal. Inden Svend Jensen åbnede egen salon i Lihme, var han også svend på andre saloner - herunder i Holstebro.
- Jeg har arbejdet inden for faget i 66 år, siger han.
Minderne er derfor mange, og Svend Jensen husker, hvordan karlene fra landbrugene i Lihme tidligere kom ind i salonen hver morgen for at blive barberet.
- Det foregik naturligvis med barberkniv, og nogle gange blev de noget røde i kinderne, hvis de havde for mange rynker" siger Svend Jensen med et smil.
Det hårde arbejde var ikke barberingerne, men når grejet skulle slibes. Det krævede både sved og kræfter, erindrer frisøren.
- Jeg har både ordnet hår på mænd og kvinder i min salon, men med tiden blev den nok mest til en herrersalon, siger Svend Jensen.
Selvom alderen nu siger 88 - og et halvt - år, så vil Svend Jensen savne faget.
- Jeg har elsket at være frisør. Det bliver svært at undvære, men nu vil jeg slappe lidt af. Det jeg allerbedst kan lide ved jobbet er, når kunderne kom ind, og de så forfærdelig ud om æ´ hoved, men når de gik ud af døren, var de blevet så pæne, så pæne, siger Svend Jensen.