Eksklusiv koncert med Tine Lilholt og Klaus Thrane i Balling

Af Helle Lenschow - Tirsdag d.12 Februar 2019 - Kl.8:27

Torsdag den 21. februar kan du få en uforglemmelig oplevelse i Pulsen sammen med Tine Lilholt på fløjter og harpe samt Klaus Thrane på percussion og trommer.

De kommer med en koncert og forestilling med nærvær, musikalitet, humor og en hel del livserfaring som ingredienser i denne specielle musikalske cocktail. Det er Pulsens Støtteforening der arrangerer. Billetter kan købes på Pulsens hjemmeside, og på selve aftenen er der mulighed for at købe dagen ret i Café Pulsen inden koncerten.
Siden Tine Lilholt i 2007 forlod Lars Lilholt Band efter 23 år som fløjtenist, harpenist og meget andet, har hun helliget sig sin egen musik og sine malerier. Det har udviklet sig til en helt ny kunstform, nemlig Musik-Maleriet, hvor et maleri får tilkomponeret et stykke musik, som beskriver stemningen og udtrykket i billedet.
Klaus Thrane, en af Danmarks absolut bedste og mest erfarne trommeslagere, har efter 28 år som trommeslager i Lars Lilholt Band, frisat sig selv. Han har produceret Dreamscapes, som er den DVD/CD, der danner grundlaget for koncerten i Balling. Koncerten med denne duo indeholder dog også andre kompositioner fra Tine Lilholts hånd, samt instrumentalnumre fra parrets rigt varierede musikalske bagland.
Duoen, som også privat danner par, kan kunsten at kommunikere gennem musikken og efterlader derfor til enhver lejlighed publikum i en stemning af nærvær, eftertænksomhed, afslappet glæde og let underspillet humor. Koncerten giver en mulighed for at få åbnet vinduerne lidt til følelseskammeret. En anledning til at lade vinden hvirvle støvet rundt, så solen kan sende nogle stråler ind til de bagerste hylder, og kysse minder til live. Med Tines personlige fortællinger til hvert maleri opstår der en forbundethed med alle andre i rummet. Fordi vi kender alle til lige præcis de følelser, hvert stykke musik og maleri fremkalder.
Det er to meget erfarne musikere, der med sikker hånd, tager tilhørerne med på rejse.
Tine Lilholt og Klaus Thrane optrådte i Pulsen for tre år siden, og det var en meget stor oplevelse, så Pulsens Støtteforening er blevet opfordret til at få duoen til Pulsen igen.