Lokal akupunktør åbner klinik i Skive

Af Sandra Brandt Jensen - Onsdag d.18 Maj 2016 - Kl.10:20

Ulla Nørgaard har for nylig åbnet en akupunktør klinik i City Vest i Skive, hvor hun låner et hjørne hos frisørsalonen Hos Peter.

Ulla Nørgaard tilbyder akupunktur i både Ramsing og Skive.

Ulla Nørgaard har for nylig åbnet en akupunktør klinik i City Vest i Skive, hvor hun låner et hjørne hos frisørsalonen Hos Peter. Udover klinikken i Skive har hun en klinik hjemme hos sig selv i Ramsing, som hun har haft siden 2007, hvor hun uddannede sig kinesisk akupunktør. Meningen med den nye klinik er, at folk fra gaden frit kan komme ind og få en behandling, helt uden tidsbestilling. Netop derfor valgte Ulla Nørgaard denne frisør, og af samme grund kalder hun sin klinik for Walk-in Akupunktur.
- Konceptet går ud på, at alle skal have råd til akupunktur, hvis de har lyst. Derfor fandt jeg på dette koncept, hvor jeg behandler i et åbent rum og har flere kunder på én gang. Og derfor kan jeg sætte prisen ned til det halve, forklarer Ulla Nørgaard, det hellere vil behandle dobbelt så mange på den halve tid.
De behandlinger der er størst forespørgsel efter, er imod migræne og myggestik.  
- Behandlingerne kan laves på alle aldre. Jeg lavede engang en myggestik behandling på en 11 måneder gammel baby, der var plaget af myggestik så voldsomt, at et lille stik i foden godt kunne overkommes, fortæller Ulla Nørgaard.  
Der laves desuden behandlinger mod søvnproblemer, de fleste former for allergi, ledsmerter og meget mere. 
- Den lave pris giver flere folk mulighed for at få akupunktur, og selvom prisen kun er det halve, tjener jeg det samme, når jeg har mulighed for at behandle flere ad gangen, fortæller Ulla Nørgaard, der gerne vil være med til at gøre en forskel inden for dette felt.
Ulla Nørgaard kom ind i den alternative verden, da hun blev fascineret af nålene og deres energi. Hun valgte at prøve det af, og da hun var startet på uddannelsen, gik der da også kun små 30 minutter, før hun havde besluttet sig. 
- Jeg vidste med det samme, at det var det, jeg skulle bruge min tid på. Man leder hele sit liv efter noget, man vil elske at stå op til hver dag. Det her passer til mig, det er sådan, jeg er, fortæller Ulla Nørgaard.