Lokal designer nyheder til bolig og bord

Af Helle Lenschow - Tirsdag d.6 Oktober 2015 - Kl.10:18

Bit Dahl fra By Bit i Jebjerg har lavet sit helt eget design til borddækning og bolig.

Bit Dahl har selv designet de nye produkter, som nu sælges i Jebjerg.

Bit Dahl fra By Bit i Jebjerg har lavet sit helt eget design til borddækning og bolig. Rundoline hedder serien, som er produceret sammen med en snedker i lys og mørk eg, og serien spiller på det rene snit, det naturlige look, genbrugstrenden og det gode danske håndværk. Og så kan alle tingene i serien anvendes til mere end et enkelt formål. Ingredienserne er træ, læder, snore, cykelslanger, bælter og en kreativ hjerne, der hele tiden får idéer.
- Når jeg laver et æggebæger, så kan den også bruges som servietring eller lysholder. Og mine minktrådshylder kan pilles ned og anvendes som kasse i ståltråd, lige som mine vaseindsatser kan tages ud, vendes og bruges som lysestager til for eksempel fyrfadslys. Jeg kan godt lide, at en ting er multifunktionel. De er lavet af træ, som er levende materiale, og det samme kan man sige om produkterne, der kan skifte anvendelse, siger Bit Dahl, der længe har haft lyst til at designe sine egne produkter.
Den 11. oktober ved åbent hus præsenteres Livets Træ også i Jebjerg, lige som man kan stifte bekendtskab med både Årstidens Festkasse og Årstidens Blomsterkasse - begge naturligvis med flere funktioner end det, der ligger i navnene alene.