Lokal musiker fra Rødding til Skive Festival

Af Sandra Brandt Jensen - Tirsdag d.10 Maj 2016 - Kl.12:02

Daniel Bæk fra Rødding har succes med bandet Double Time, og snart kan han opleves til både Skive Festival og Spot Festival i Århus.

Daniel Bæk (i midten) kommer fra Rødding og er guitarist i bandet Double Time.

Daniel Bæk fra Rødding har succes med bandet Double Time, og snart kan han opleves til både Skive Festival og Spot Festival i Århus. Spot Festival er en festival for branchefolk, som kommer fra hele verden. Det er en kæmpe chance for et band som Double Time til at få skabt nogle gode netværksforbindelser. For nylig vandt bandet Skiveegnens Musiklegat bestående af 50.000 kroner. Legatets formål er at understøtte og videreudvikle musiktalenter i Skive, der gennem en konkurrence kan vinde forskellige størrelser legater. Hvad pengene skal bruges på, vil bandet endnu ikke afsløre. 
Bandet består udover Daniel Bæk også af Andreas Købke Brandt, Viborg, og Lasse Wiinberg, Skive, og mange kender dem også fra Drivhuset i Skive. Bandet er så småt ved at klatre op af rangstigen, og selvom vejen kan være en smule stressende, har de tre unge mænd rigeligt med gå-på mod. 
- Vi vil gerne bryde det finpolerede bras, der i dag spilles i radioen. Det handler om at give sig selv lov til at skeje ud og bare give sig hen, forklarer Daniel Bæk, der er guitarist i bandet Double Time. 
Daniel Bæk er opvokset i Rødding, og har næsten altid interesseret sig for musik, selvom det dog især er guitaren, der har fået hans opmærksomhed.
- Jeg bestemte mig pludselig for, at jeg ville lære at spille guitar. Min bedste kammerat dengang spillede selv guitar, så det blev ham der lærte mig det, fortæller Daniel Bæk, der i dag dog er blevet en del bedre end dengang.
Bandet, der spiller god gammeldags rock’n’roll, spillede sammen første gang for blot to år siden, hvor gruppen ved et tilfælde blev dannet. Til alt held havde de tre unge mænd samme musiksmag, og ikke mindst samme holdninger omkring musik generelt.
- Vores musik er én stor fuckfinger til samfundet, forklarer Lasse Wiinberg, der er trommeslager i bandet, og uddyber med, at de spiller, hvad de har lyst til. Og selvom drengene kun er henholdsvis 20, 21 og 23 år, har de allerede store visioner om fremtiden.