Lokal virksomhed flytter til Oddense

Af Helle Lenschow - Tirsdag d.24 Marts 2020 - Kl.9:41

Fremover driver Dan og Dasha Bertel Hedenhus fra Knastvej 4.

Dan og Dasha Bertel er glade for de nye lokaler.

Fremover driver Dan og Dasha Bertel Hedenhus fra Knastvej 4.
Det startede som en passioneret hobby med salg ved døren, men nu er det lokale firma Hedenhus vokset til en sådan størrelse, at det flytter fra Heden i Spøttrup til Oddenses erhvervshus på Knastvej 4. Dan og Dasha Bertel kan nemlig noget med både honning og bivoks, og deres produkter er derfor blevet tiltagende populære siden opstarten.
- Vi har stadig bierne hjemme på privaten naturligvis, men lager og kontor er flyttet til Oddense. Vi fik brug for mere plads, og vi er allerede glade for at være i huset, hvor der er en god energi med de mange erhvervsdrivende. På sigt håber vi, at vi kan ansætte folk også, siger Dan Bertel, da ugeavisen ringer for at høre om flytningen.
Dan Bertel forklarer, at man både kan bestille varer via Hedenhus´ webshop men også hente varer i Oddense.
- Vi oplever en stigende interesse fra kunder, der gerne vil bruge vores produkter: Det gælder naturligvis den gode honning, men også vores produkter af bivoks har flere fået øje på. Mange vil også gerne selv lave deres egen naturlige kosmetik, og på vores hjemmeside har vi valgt at have priser, hvor alle kan være med, lige som der er opskrifter til alle gratis. Vi vil gerne dele vores viden, siger Dan Bertel.
Hedenhus sælger således også forskellige olier - både mandel, solsikke og andre basis olier, men også æteriske olier er på lageret mellem lys, cremer og læbepomader af bivoks.
- Vores kunder er primært private, men der er også flere firmaer imellem efterhånden, siger Dan Bertel.
Interessen for biernes verden og produkterne deraf startede i 2016, hvor Dashas far havde taget hjemmedyrket honning med fra Ukraine. Dan var solgt. Han havde aldrig smagt så god en honning, og snart fik parret derfor selv en stade med bier, som blev til flere stader og flere - og resten er historie, som man siger. En passion er i dag en virksomhed i udvikling lokalt.
Hvs du vil være en del af erhvervshuset på Knastvej i Oddense, er der stadig ledige lokaler.





Nyheder

Persondatapolitik

Du kan downloade en APP til din
telefon/tablet, så fungerer det optimalt
når du skal læse avisen online.
Appen fåes til både
Iphone og Android