Lokale firmaer hjælper hinanden i udlandet

Af Helle Lenschow - Tirsdag d.12 Oktober 2021 - Kl.8:54

Der er plads, hvis flere vil med i nyt lokalt samarbejde.

De fire virksomheder havde glæde af at deltage på landbrugsmessen i Polen. 

Dansk landbrug har en enestående position på verdensplan, og de virksomheder, der leverer til danske landmænd, har produkter med viden og kvaliteter, som landbrug i andre lande gerne vil have del i. En række af virksomhederne ligger tæt på hinanden på Skiveegnen, hvor husdyrproduktion gennem generationer har fyldt meget i landskabet. Erhvervsorganisationen Business Skive har derfor taget initiativ til at markedsføre de lokale landbrugsvirksomheder i fællesskabpå en stor landbrugsmesse i Polen.
På den fælles udstillingspavillon på Agro Show i den polske by Bednary var der repræsentanter for fire virksomheder fra Skiveegnen: VengSystem i Nautrup, der leverer staldventilation, Washpower i Glyngøre, der leverer vaskeløsninger til stalde, Calvex i Skive, der producerer råmælk-systemet coloQuick til kalve på en ny, stor fabrik i Højslev, samt A-One Danmark der fra sit hovedsæde i Skive sælger svinefoder. 
Alle fire virksomheder eksporterer i forvejen til lande over hele verden, men vil gerne nå endnu længere ud til de udenlandske landbrug, der kan have brug for de danske kvalitetsløsninger fra Skiveegnen. De foreløbigt fire deltagere i samarbejdet tror på, at de hver især kan bidrage til det fælles eksportfremstød og skaffe hinanden nye kunder.   
Efter den veloverståede premiere i Polen er der allerede planer om at fortsætte samarbejdet i andre lande. Og gerne sammen med endnu flere danske landbrugsvirksomheder.





Nyheder

Persondatapolitik

Du kan downloade en APP til din
telefon/tablet, så fungerer det optimalt
når du skal læse avisen online.
Appen fåes til både
Iphone og Android