Lun jyde vender tilbage til Vestsalling

Af Helle Lenschow - Onsdag d.29 December 2021 - Kl.9:27

Billetsalget er startet, og du bør nok ikke vente for længe, hvis du vil med.

Foto: Jan Sand.

 

Den 27. april vender Niels Hausgaard nemlig tilbage til Spøttrup Kulturhal – med et helt nyt show. med sig har han Martin Schack, og showet hedder Lad nu det ligge.
Det er Kulturteamet, der igen byder den lune jyde velkommen til Spøttrup Kulturhal, og sidste gang var der rift om billetterne. Da Niels Hausgaard spillede i kulturhallen i marts 2020, blev 750 billetter revet væk på få minutter. Det forventes også at gå stærkt denne gang.
Spøttrup Kulturhal arrangerer løbende koncerter, og man har tidligere meldt ud, at man fremover vil gøre det nu og da. Det sker ikke, fordi man vil være en konkurrent til KCS, Skive Theater eller andre store spillere inden for området, men kulturhallen vil gerne ligge lidt i slipstrømmen af disse steder. Hallen har nogle gode rammer, og både musikere, foredragsholdere og gæster har indtil nu rost rammerne, når der har været koncerter. Samtidig handler det om et ønske om at være med til at skabe nye initiativer lokalt. I marts 2020 var der en særdeles veloplagt Niels Hausgaard, der gæstede Spøttrup Kulturhal, og arrangementet bød på både musik, sjove fortællinger og masser af jysk underspillet humor, da den populære entertainer gik på scenen. Den lune vendelbo gav på sin sædvanlige varme og hyggelig facon sin vurdering af samfundskritiske paradokser, tilsat et velment spark i retning af de ting, der sker rundt om os. Han hylede mangfolkelighed og forskellighed, og det sidste mente Hausgaard faktisk slet ikke er forskellig igen: Det er nok bare hastigheden på de forskellige ting, alt efter hvor du bor, der er forskellen, mener han. 
Der blev grinet rigtig mange gange i salen denne aften, og mon ikke der gør det i april også.