Masser af julehygge på Spøttrup Borg

Af Helle Lenschow - Tirsdag d.4 December 2018 - Kl.8:33

Forleden inviterede Spøttrup Borg til sit årlige, hyggelige og traditionsrige julemarked med kor, godter og alskens spændende boder med juletilbud.

Forleden inviterede Spøttrup Borg til sit årlige, hyggelige og traditionsrige julemarked med kor, godter og alskens spændende boder med juletilbud. Allerede i borggård bredte julens dufte sig, og gæsterne kunne dufte - og smage både brændte mandler og friskbagte klejner. Også Café Borgen stod klar med både æbleskiver og lun glögg.
De yngste havde gratis adgang til alle juleoplevelserne, mens voksne skulle slippe en rund tyver. Det valgte rigtig mange, og museumsinspektør Sam Wullum glæder sig over den flotte opbakning.
- Vi havde en dejlig dag på Borgen, hvor julehyggen var i top. Der kom gæster lige fra morgenen af, og de blev ved med at komme, indtil der skulle spilles håndbold mellem Danmark og Polen. Vi endte på 1167 gæster, siger inspektøren til Spøttrup Ugeavis.
Markedet bød på salg af juletræer, dekorationer og pyntegrønt, og inde på Borgen kunne man gå på jule-opdagelsen i de mange boder med alt lige fra julepynt og smykker, strik og strømpenisser, portvin og vin til sæber og creme, honning og hjemmelavede bolsjer, blomsterdekorationer, æbleglögg og meget, meget mere. I Kapellet var der smuk julesang med et kor bestående af 30 skønne kvinder fra Sang på Menuen.