Massoud Fouroozandeh fortalte om sin vej til frihed

Af rj - Tirsdag d.1 April 2014 - Kl.11:30

Knap 40 mennesker havde fundet vej til Balling Præstegård, da Massoud Fouroozandeh fortalte om et fantastisk liv, om en opvækst i en sammenbragt muslimsk familie med en fanatisk far og en frisindet mor.




 Da idyllen gik i stykker, blev Massoud som ganske lille kastebold mellem sine forældre. Senere steg han til tops i koranskolen - lige indtil mullaherne begyndte jagten på særligt religiøse drenge, som var villige til at dø for Allah.
Det fik den kun 15-årige Massoud til at flygte, med brækket ben og på hesteryg søgte han over de kurdiske bjerge,- væk fra krigen mod Irak og en trøstesløs „karriere“ som kanonføde. Han nåede Danmark som flygtning, men vidste intet om landet, eller den nedladenhed landet skulle møde ham med. Den mærkede han dels i uddannelsessystemet, og dels da han mødte udfordringerne i at integrere sig i Danmark. Og han vidste intet om den Gud, som senere skulle få ham til at gøre op med Allah,- og måden at tro på.



Massoud var en åbenhjertig og levende fortæller, og de fremmødte gik alle hjem en stor oplevelse rigere - og med tanker at reflektere over.